Morten Luther Gudmund Korch (1876-1954) var en dansk forfatter, der skrev bøger til helt almindelige danskere. Han blev kendt for sin folkelighed, sit fynske lune, for sit bagudskuende verdensbillede og i sine sidste leveår, kendt for de Morten Korch film, som de fleste i dag forbinder hans navn med.
Allerede mens han levede blev han den mest læste danske forfatter i sin egen tid, og solgte flere bøger end Karen Blixen. Professionelt blev han kendt for om nogen at dele vandene mellem kritikere og anmeldere på den ene side, og de almindelige danskere rundt om i landet på den anden.
Det starter med en drøm
Han startede livet som søn af en skolelærer, men blev selv sat i handelsære i Nyborg som 14-årig, selvom han egentlig helst ville være digter.
Trods flere forsøg som rejsende sælger, grossist, direktør og forlagsdirektør egnede han sig ikke som handelsmand. Han ville i stedet leve af at skrive bøger. Nogen ville måske have kaldt det en risikabel plan for en mand, der skulle forsørge en kone og seks børn. Men med ihærdigt flid og påholdenhed lykkedes det ham.
Kæmpende forfatter
Han fik udgivet sin første bog i 1898, men slog først rigtig igennem med bøger som forfatter med bøgerne Sin egen Sti og Guldglasuren fra 1911 og 1912. Han kunne dog stadig ikke leve af sine bøger, og rejste i en årrække Danmark tynd og holdt foredrag og læste højt af sine bøger .
Senere kom han som den første danske forfatter på finansloven med et årligt beløb. I 1937 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog, og var så etableret, at han ikke længere skulle bekymre sig økonomisk.
I perioden 1942-47 sad han som formand for Dansk Forfatterforening, og det var i denne periode, at han blev allermest kritiseret af bibliotekarerne, der hellere ville have lødige bøger på deres hylder.
Denne kritik dør dog ud, da den første filmatisering af hans roman De røde Heste i 1950 slår alle publikumsrekorder i de danske biografer. Gennem de efterfølgende år kommer en hel række af Morten Korch film. De kom til at præge den danske kulturskat i endnu højere grad, end hans bøger havde gjort det.
Først og fremmest fynbo
Morten Korch er født i Over Holluf og boede gennem sin barndom og ungdom på Fyn. Det meste af hans liv boede han på Sjælland, men han forblev fynsk i hjertet til sin dødsdag, når han selv skulle sige det. Gennem hele sit liv var han først og fremmest fynbo, og købte en gård hjemme på Fyn, hvor han og familien kunne nyde den fynske idyl, han beskrev i mange af sine bøger. Ved hans død blev han også begravet hjemme på Fyn, og ligger i dag begravet ved siden af hans anden kone, Sophie, på Fraugde Kirkegård.
Kom og besøg Museum Morten Korch og bliv meget klogere på forfatterens liv og forfatterskab.